Du må godt være stolt, når noget lykkes :-)

Janteloven lever stadig i bedste velgående i Danmark. Men helt ærligt, hvorfor må vi ikke være glade, når noget lykkes for os og fortælle andre om det?

Det behøver jo ikke at være kæmpe store ting, og man behøver jo heller ikke at være en pralehals af den årsag, men bare være glad når noget går godt.  Bliv ved med at tro på, at det du vil nok skal lykkes for dig, selvom andre prøver at pille dig ned eller er negative.

Jeg er f.eks. ikke særlig god til at lave mad, og jeg beundrer dem som bare åbner køleskabet, og laver noget lækkert mad af de rester som er der. Det kan min mand, men det kan jeg ikke. Det kommer bare ikke til mig. Når jeg åbner køleskabet søndag aften, så lukker jeg det tit igen, og siger ” vi har jo ikke noget mad”. Så åbner min mand køleskabet, og siger ” jamen. vi kan da både lave det eller det, hvad vil du have”??. Hvordan han gør, ved jeg ikke, men jeg ville ønske at jeg kunne. Jeg elsker mad, og gerne noget der også ser lækkert ud, men når jeg skal lave det, så bliver det ikke altid som jeg gerne ville have det eller smager som det skal.

Men jeg øver mig stadig. Jeg besluttede mig for, at jeg en gang om ugen (ikke for store mål :-)) skulle jeg lave en ret fra mine Iform blade, da der er mange lækre opskrifter i. Jeg fandt nogle frem, og nu har jeg laver 2 i denne uge. Og jeg er stolt – for det smagte godt.

Til aften lavede jeg en lækker omelet, som jeg ikke havde lavet før. Og I tænker nok, hvor svært kan det også lige være at lave en omelet – det er ikke svært, men som denne var lavet havde jeg ikke prøvet før, og den blev bare mere end god. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan vente med at fortælle min mand om det, når han kommer hjem, og så sendte jeg også lige et billede af maden til min datter. Anbefalede hende den, nem, sund og billig mad til hende og hendes kæreste som begge er på SU.

Ja, jeg ved det godt at jeg er lidt skør – men mor er stolt – af mor selv. 🙂

TPL = Tro på lortet, citat af Chris MacDonalds

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *