Igår var jeg til min skønne svigerindes 50 års fødselsdag. Det var en fantastisk aften med sjov og glade mennesker, og da jeg på et tidspunkt i nat lagde hovedet på puden, var jeg i det mest fantastiske humør og meget glad indeni.
Men kender du den med, at du kommer hjem fra et arrangement, hvor du tænker endelig er jeg hjemme. Hvor du hele aftenen har siddet og kigget på dit ur og tænkt, hvornår kan jeg tillade mig at gå. Du havde fra starten ikke rigtig lyst, men du gjorde det alligevel, for det burde du og du er jo også godt opdraget, så det gør man, selvom du hele aftenen slet ikke var tilstede der hvor du var.
Jeg havde nogle skønne skønne snakke igår, og meget inspirerende og emnet kom op omkring det med at gøre noget man inderste inde enten ikke har lyst til, overskud til eller bare ikke rigtig gider, men du gør det, fordi det burde du gøre eller det forventer andre at du gør.
Mit spørgsmål lyder – hvor går grænsen for, hvad du kan sige nej til og hvornår? Hvor er det tilladt og hvor er det ikke?
Tænk lige lidt over det!
Jeg tænker – en gang var jeg til en konfirmation, som jeg skulle bruge hele min weekend på. Jeg havde fra starten ikke særlig meget lyst og overskud, men jeg ville samtidige godt vise konfirmanden at jeg var der for ham/hende på hans/hendes store dag.
Det endte med at jeg fik dårlig mave, og sad under hele konfirmationen og talte timer for, hvornår vi kunne tillade os at køre hjem igen. Det var en super hyggelig konfirmation, dejlige mennesker og skøn stemning, og jeg elskede de mennesker som var med. Så det havde intet at gøre med dem omkring mig, men om mit eget overskud eller mangel på samme. Jeg var på daværende tidspunkt ved en coach, og da jeg fortalte hende om episoden sagde hun blot til mig – hvorfor tog du med?
Jeg kiggede underligt på hende, og sagde jamen jeg kan da ikke sige nej til en konfirmation, og så med en som jeg holder meget af og familien forventer jo også at jeg kommer, når jeg ikke skal noget andet. Coachen kiggede på mig og sagde igen – Hvorfor tog du med, når du ikke havde overskud til det?
Det var på daværende tidspunkt ikke en mulighed for mig at sige fra, så jeg deltog i mange ting, som jeg faktisk slet ikke havde lyst eller energi/overskud til.
Jeg kan ikke lade være med at tænke – vil du helst have mange med til din fødselsdag, eller vil du helst have dem med, som virkelig har glædet sig til at komme og fejre dig?
Jeg oplever også, at hvis jeg deltager i arrangementer hvor særligt min mand eller datter ikke er med, så skal der være en årsag til, at de ikke er der. De skal skulle noget andet som de har haft sagt ja til først ellers er deres fravær ikke acceptabelt!!!!!!! Hvorfor??
Jeg får altid følelsen af at jeg skal forklare mig på deres vegne. Det har jeg faktisk ikke lyst til, for de skal have lov til at vælge til og fra, som de nu ønsker det, uden at jeg skal stå at sige – jamen, de skulle også noget andet…bla bla bla bla.
Hvad nu hvis jeg sagde – de havde ikke lige lyst eller de gad ikke lige – hvordan ville det blive modtaget?? Tror ikke at det ville blive modtaget særligt godt, men hvad nu hvis det er sandheden?
Jeg oplever også, at der nogen gange er fokus på dem, som ikke er der, fremfor dem som er kommet og er tilstede. Hvorfor? Hvorfor fokusere på det dem der mangler, i stedet for at fokusere på dem som er kommet og nyde det med dem?
Jeg tror at vi skal huske, at det IKKE er en afvisning af dig/os, men blot at vedkommende har taget et andet valg end at komme hos mig/dig i dag – OG det er ok :-). Der behøver ikke at være den dybere forklaring, men blot et accept herfra.
Hvad tænker du, når du læser dette – hvor synes du, at dit dilemma er i lignende situationer? Deltage endelig med kommentar, da jeg er nysgerrig på hvor DU ser hvor grænsen går og hvad DU synes er acceptabelt eller ej!
Skriv i kommentar og lad os for åbnet op, hvad er rimeligt for hvad man gør af pligt og af lyst! 🙂
Rigtig dejlig søndag <3