Ser du begrænsninger fremfor muligheder, eller har du svært ved at håndtere dine begrænsninger, fordi du ikke ved hvordan du kommer videre?
Læs med her:
Jeg er født med et handicap, jeg mangler fingerne på min venstre hånd eller de er i hvert fald så små, at jeg ikke kan bruge dem som på højre. Dette har medført at jeg dagligt overbelaster min højre arm. Når jeg skriver som nu, skriver jeg med 6 fingre i stedet for 10 ;-).
Alt hvad jeg laver, er det højre arm der har fokus og udfører mine opgaver og gøremål med lidt hjælp fra venstre. Jeg har igennem hele mit liv haft udfordringer netop i forbindelse med min arm. Som barn var jeg mega genert og følte mig forkert, for jeg lignede ikke de andre, kunne ikke helt det samme som mine venner.
Men jeg har heldigvis været så heldig, at mine venner og veninder ikke har set det som en begrænsning. Tværtimod, så glemte de tit at jeg ikke lige kunne det samme som dem. Jeg har både gået til gymnastik, badminton, prøvet håndbold og tennis. Spillet golf og dyrket en masse aerobic, fitness og styrketræning. Men løb blev min lidt store passion, for mine ben fejlede jo ikke noget.
I dag ser jeg ikke min hånd som en begrænsning som sådan, men det giver stadig daglige udfordringer. Jeg har det sidste halve år haft mange smerter i min højre arm, haft rigtig meget migræne på den bekostning. Blev sygemeldt i en uge, da jeg måtte have lidt ro i armen, fik fysioterapi, og har det sidste år fået jævnligt massage.
Mit arbejde begyndte at blive en meget stor belastning. Dagligt gik jeg hjem med en arm, der næsten ikke kunne mere, den føltes dobbelt så tyk som min venstre af overbelastning, og jeg havde ondt. Jeg skriver rigtig meget i mit arbejde, og der var vildt travlt. Jeg var virkelig frustreret, for hvad gør jeg, når jeg pludselig ikke fysisk kan holde til mit arbejde. Et arbejde som jeg var rigtig glad for, og hvor jeg ikke havde lyst til at skulle væk fra – i hvert fald ikke lige nu.
Jeg havde gjort mig nogle tanker, men jeg var ikke der, hvor der skulle handling på – synes jeg i hvert fald ikke.
Jeg besluttede mig for, at gå til min chef – ligge alle kortene på bordet, og ærligt fortælle hende, hvordan jeg havde det. Det var hårdt, og jeg blev også rigtig ked af det. Min chef kiggede på mig og sagde ” Ja, jeg kan jo ikke gøre noget i forhold til dit arbejde, det skal jo udføres og der bliver ikke mindre af skrivearbejde”. FUCK! Tænkte jeg, hvad gør jeg nu?!
Jeg nåede ikke at gå i panik, da min chef hurtigt greb min udfordring, kunne se at der var brug for handling og hjælp. Hun gjorde mig opmærksom på, at der var en anden stilling ledig i en anden afdeling på Jobcenteret, hvor der ikke var nær så meget skrive arbejde. Vi blev enige om, at hun lige ville tale med chefen fra den anden afdeling, og så ville hun vende tilbage til mig.
Jeg bevarede roen i maven og sagde til mig selv, at det skulle nok gå – der er masser af andre muligheder. Inden jeg havde set mig om, var min chef tilbage og bad mig om at gå op til den anden chef – altså som i lige NU! Jeg gik derop og snakkede med den anden chef i ca. 20 min. Derefter blev jeg bedt om at sende en ansøgning ligesom alle de andre, hvis jeg var interesseret i stillingen.
Jeg skulle pludselig hurtigt omstille mig på, at jeg skulle søge et andet job end det jeg havde. Men jeg var jo slet ikke klar til at forlade mit job. Men jeg greb muligheden, og blev enig med mig selv om, at det var det jeg skulle. Jeg søgte jobbet, kom til samtale og fik det.
1½ uge efter at jeg havde sagt min udfordring højt, havde jeg et andet job…..hvad skete der lige for det? 🙂
Så fra at gå med ondt i armen og ikke lige havde tænkt en løsning selv, så var det min redning at sige det højt, blive hørt og straks var der en anden mulighed. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville have set ud, hvis jeg ikke havde sagt det højt til min chef. Jeg er sikker på, at hvis jeg bare havde fortsat med mit arbejde, var jeg måske endt i endnu en sygmelding, måske en længerevarende sygemelding, fordi smerterne ville have tiltaget endnu mere, og så var jeg måske blevet fyret.
Læs også: http://susanne-antoinette.dk/2015/10/23/i-dag-er-den-foerste-dag-i-resten-af-mit-liv/
Så husk på, at hvis du står i en situation, hvor dine begrænsninger fylder så meget at du ikke kan se mulighederne, så søg hjælp – sig det højt til nogen.
Tro på at der altid er andre muligheder – tøv ikke med at gribe dem, det kan være starten på en ny begyndelse.
KOM TIL MIG – så finder vi dine muligheder fremfor dine begræsninger – send en besked enten via bloggen eller min hjemmeside www.susanne-antoinette.dk