Skræmmende at være i mit eget selskab – Hvorfor?

I min ferie valgte jeg at bestille et par dage på kur og spa hotellet Skodsborg, hvor jeg tidligere har været og hygget mig med min datter. Denne gang var jeg dog helt alene. Min mand var i USA med sit arbejde, så jeg tænkte at hvor slemt kan det være at skulle afsted alene?!!

Jeg havde et møde i København om onsdagen, og tænkte at det ville passe fint, hvis jeg tog derfra op til Skodsborg, så jeg bestilte 2 overnatninger. Det var lidt underligt at skulle afsted alene, for vi er jo vant til at gøre en masse ting sammen med andre. Men jeg har altid godt kunne tænke mig at prøve.

Med vilje tog jeg ikke min pc med, men en blyant og en blok, knoblede mig lidt af de sociale medier, for bare at være mig.

Men hvor svært er det lige, bare at være i eget selskab, uden at have nogen at snakke med, et helt “fremmet sted”? Efter et par timer på hotellet, synes jeg faktisk at det var lidt svært. Men hvorfor er det så svært, når man ikke lige kan aflede “ensomheden” med at sætte vasketøj over, handle, lave mad, gøre rent, tjekke facebook og Instagram eller ringe til en veninde?

Måske fordi jeg blev tvunget til, at mærke efter helt indeni mig selv, og hvorfor er det skræmmende? Måske fordi der kan dukke ting op, som er nødvendige at handle på, ting som kan gøre ondt, ting som man har dårlig samvittighed over og som hverdagen ikke giver mulighed for at gøre noget ved, fordi vi har SÅ travlt med alt muligt andet.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt at hive stikket ud en gang imellem, og bare være, oplade ny energi, igangsætte nye tanker uden at blive stimuleret af alt muligt andet.

Faktisk fandt jeg ud af, at jeg var i et rigtig godt selskab MIG SELV, jeg var rolig, i balance, var smilende, glad, omsorgsfuld og rigtig godt tilpas. Jeg glædede mig over, hvor befindende det var at give slip på hverdagen, slippe bekymringerne, slippe kontrollen og bare nyde dette fantastiske sted.

Det var ikke svært at skulle sidde og spise alene, det var ikke svært at sætte mig i lobbyen alene mellem alle de andre. Der var ingen der kiggede underligt på mig, alle var smilende og hilste pænt på mig. Her var mange der mødes til en forretningssnak, kvinder der lige var gået på barsel, som lige skulle hygge lidt, andre der lige havde fået børn, som var på barsel og mødtes med veninderne. Et par ældre herrer som lige skulle mødes over en kop kaffe, inden den ene af dem skulle op og træne og i spaen. Stemningen var let, god og alt osede af positivitet, glæde, nærvær og social samvær.

Lobbyen sitrede af inspiration, gode ideer, motivation. Jeg befandt mig ufattelig godt i det hele, nød spaen og træningen, og den smukke udsigt.

Men helt alene var jeg nu ikke. Jeg mødtes med min tidligere svigerinde på Rungsted havn, hvor vi hyggede et par timer med en god frokost. Hun spurgte mig faktisk, hvad får du tiden til at gå med – og overraskende nok, så fløj tiden afsted, da jeg brugte tiden på at tænke og skrive nye ideer ned og spaen blev nu flittigt brugt. Jeg var på “forretningsrejse” med mig selv 😉

Det er ikke sidste gang, at jeg gør dette for mig selv, også selvom at jeg er kommet hjem med feber og lidt forkølelse.

Giver du dig selv lov til at være alene med dig selv, altså som i helt alene med dig selv?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *